Om forlaget

1. oktober 2019

Fra et udvalg af planløs forelskelse

“… der hviler en barnlig legesyge over sproget, ikke bare i titlerne, men i det hele taget. En sprælsk, løssluppen tone der stikker af hid og did, og truer med at plyndre tekstens egentlige mening ud i horisontens overdrev, men som alligevel forankres af de noget formelle formuleringer, der gerne fungerer som fortællingernes lagkagebund. Der krydres med både nærbitre betragtninger, kancelliprægede tankestræk, knubbet direkte tale og reflekterende alvorsminer. Hvis det lyder som en selvmodsigende melange, vil jeg sige, at vi nærmer os noget centralt i bogens virke. Det legesyge og fabulerende fantastiske, får en del modspil af det latente mørke, der lurer under overfladen, men som sjældent kommer helt frem i fuldt flor for læserens opmærksomhed … Man finder ganske sjældent litteratur på dansk, der tør hvad Sverre Kaels gør med sin.”
Thurston Magnus, MetroOrd

“Et sært og fascinerende mix af tekster. De to lange noveller der afslutter samlingen er ganske overrumplende og effektfulde. Forfatteren bruger træk fra forskellige genrer og skaber helt unikke universer. En smal og meget læseværdig udgivelse hvor der ikke lefles for mainstream og hvor der kræves noget af læseren. Men de universer, og sære fortællinger som forfatteren leverer, er værd at bruge tid på. Sverre Kaels er en forfatter med sin helt egen unikke stemme og jeg er pjattet med udgivelsens litterære mandsmod.”
Lektørudtalelse

 

 

 

2. februar 2018 præsenterer Forlaget Armé

Erik Kock

Korsveje for Lu

KFL_Forside_500px

 

 

Armé er et århusiansk baseret forlag, der har til formål at fremme den smalle kunst. Vi arbejder alle af kærlighed til litteraturen og lønnes kun af virketrang. Vi er altid på jagt efter nye kunstnere, der har det på samme måde.

Har du spørgsmål eller kommentarer, kan du skrive til arme@arme.dk, hvor vi også modtager manuskripter.

Forlaget Armé er et foretagende i udvikling, og vi er glade og stolte over at se, hvilke kræfter der vækkes, og hvilke spor de afsætter.

Vi vil udfordre Dem, kære læser, vi vil kræve tålmodighed af Dem, men vi vil ikke tage kampen for Dem. Bare vække den til live. Med en Armé-udgivelse i hånden er det ikke vand, De henter for at slukke branden … Det er benzin.

God læselyst
Forlaget Armé